Nyhedsbrev

GUIDE: Slet data og gør smartphone, computer og tablet klar til genbrug

Din gamle smartphone, computer eller tablet kan gøre megen gavn, hvis de indleveres til genbrug og genanvendelse, når du er færdig med at bruge dem. Denne guide viser dig, hvordan du kan fjerne private og følsomme oplysninger inden du afleverer din gamle elektronik på genbrugspladsen.

Din gamle smartphone, computer og tablet er proppet med værdifulde ressourcer, som sagtens kan bruges igen og igen, hvis blot elektronikprodukterne indleveres til genbrug og genanvendelse, når du er færdig med dem.

Men mange tøver med at indlevere de gamle elektroniske produkter, bl.a. fordi de kan indeholde private og følsomme oplysninger.

I denne guide viser vi dig, hvordan du gør din gamle computer, smartphone og tablet klar til genbrug på en sikker og ansvarlig måde.

1. Sikkerhedskopier dine data

Før du sletter noget på din enhed, skal du sørge for at sikkerhedskopiere dine vigtige filer, så du ikke risikerer at miste dine billeder, kontakter, dokumenter og andre værdifulde data.

Der findes flere måder at gøre det på, afhængigt af hvilken enhed du har:

De fleste moderne smartphones, tablets og computere har indbyggede cloud-løsninger, såsom iCloud og Google Drive, der automatisk sikkerhedskopierer dine data.

Du kan også lave en backup på din computer, overføre filerne til en ekstern harddisk eller bruge tjenester som OneDrive, Dropbox eller noget tredje til at gemme dine vigtigste filer.

Husk at dobbelttjekke om alt er sikkerhedskopieret inden du trykker på slet-knappen.

Sådan sikkerhedskopierer du din Apple-enhed

Sådan sikkerhedskopierer du din Android-enhed

2. Log ud af alle konti

For at beskytte din digitale identitet og sikre, at den nye ejer ikke kan få adgang til dine konti, skal du logge ud af alle tjenester og fjerne kontoforbindelser.

Det betyder, at du skal logge ud af din Apple ID, Microsoft-konto eller Google-konto, log ud af cloud-tjenester som Google Drive, OneDrive og iCloud samt eventuelle apps og tjenester som Facebook, Instagram og e-mails.

Husk også at deaktivere “Find min enhed” (iOS og Android), da enheden ellers vil være låst til din konto.

Foto: Retur

3. Slet dine data sikkert

Når du har logget ud og sikkerhedskopieret dine filer, er det tid til at slette alt på enheden.

Det er vigtigt at slette dataene korrekt, så de ikke kan genskabes senere. En fabriksnulstilling er den nemmeste og mest effektive metode:

Både iPhone- og Android-enheder kan nulstilles til fabriksindstillingerne i enhedens indstillinger.

Sådan nulstiller du din Apple-enhed

Sådan nulstiller du din Android-enhed

4. Fjern dit simkort

Husk at fjerne simkort, klistermærker med adresser eller andre følsomme elementer du kunne have på din computer, smartphone eller tablet.

5. Hvis du vil sælge din enhed: Opdater og nulstil enhedens software

Hvis du ønsker at sælge din enhed videre, er det en god ide at opdatere din smartphone, tablet eller computer til den nyeste softwareversion.

Dette sikrer, at den nye ejer får en opdateret og sikker enhed, og det gør det lettere for dem at tage enheden i brug.

6. Hvis din enhed skal til genbrug: Aflever den på genbrugspladsen

Din enhed behøver hverken af være ødelagt eller for gammel, før du indleverer den på genbrugspladsen.

Når du har afleveret din gamle smartphone, computer eller tablet på genbrugspladsen, så indsamler vi det i Elretur.

Herefter køres elektronikken til et af vores to unikke genbrugsanlæg i hhv. Roskilde og Middelfart. Her bliver elektronikken sorteret.

Det produkter, der kan genbruges, bliver sendt videre til vores reparatører. De reparerer derefter produkterne og sætter dem tilbage på markedet med 2 års garanti – akkurat som man kender det fra nykøb.

Produkter med personfølsomme oplysninger såsom mobiltelefoner og computere bliver håndteret under kontrollerede forhold. De renses for alle oplysninger i henhold til GDPR-lovgivningen og nulstilles inden de sættes til salg igen.

De genbrugte og reparerede produkter sælges både videre i Danmark og i andre EU-lande afhængigt af efterspørgsel.

Hvad koster et medlemskab hos elretur
Foto: Retur

Genanvendelse er godt, men genbrug er bedst

Mange af os har en tendens til at gemme gamle smartphones, computere og tablets i skuffer og skabe, måske med tanken om, at vi en dag får brug for dem igen.

Men faktisk er det vigtigt at aflevere brugt elektronik til genbrug så hurtigt som muligt af flere årsager.

Genanvendelse er godt, men genbrug er bedst

Genbrug er, når et produkt kan bruges igen i sin oprindelige form, uden at det bliver brudt ned eller omdannet.

Genbrug kræver typisk mindre energi og færre ressourcer end genanvendelse, da produktet bevarer sin funktion. Genbrug reducerer affaldsmængden, da produktet får et længere liv, det kræver færre ressourcer og mindre energi sammenlignet med produktion af nye varer, og har direkte økonomiske og sociale fordele, da nogen kan få glæde af enheden, uden at der skal produceres en ny.

Genanvendelse indebærer, at materialerne i et produkt nedbrydes og genvindes, så de kan bruges til at lave nye produkter.

Elektroniske enheder indeholder en lang række værdifulde materialer, såsom kobber, aluminium og sjældne metaller, som kan udvindes gennem genanvendelse. Når en enhed ikke længere kan bruges eller repareres, er det vigtigt, at den genanvendes, så disse materialer kan bruges igen, frem for at udvinde nye ressourcer.

Genanvendelse sparrer på naturens råmaterialer, da udvundne materialer kan bruges i nye produkter, det reducerer miljøbelastningen ved at mindske behovet for minedrift og produktion af nye materialer og forhindrer skadelige stoffer fra elektronik i at ende i naturen.

Læs også: Sådan kommer du af med din gamle elektronik

Derfor er det vigtigt at få brugt elektronik hurtigt ind i kredsløbet

Teknologi bliver hurtigt forældet:

Elektronik bliver hurtigt forældet, og jo længere tid du venter med at aflevere den, desto mindre værdifuld bliver den for genbrug. Nogle ældre enheder kan stadig repareres eller opgraderes og få nyt liv hos en anden ejer, men jo længere tid der går, desto sværere bliver det at finde brugbare komponenter eller en køber.

Det giver mulighed for at genanvende værdifulde materialer:

Elektroniske enheder indeholder værdifulde ressourcer som guld, sølv og kobber. Ved at aflevere enheder til genbrug kan disse materialer udvindes og bruges igen, hvilket reducerer behovet for at udvinde nye råstoffer fra jorden – en proces, der er både miljøbelastende og ressourcekrævende.

Forhindrer skadelige materialer i at lække:

Elektronisk udstyr indeholder skadelige stoffer som bly, kviksølv og cadmium, som kan sive ud og forurene miljøet, hvis enhederne ikke bliver behandlet korrekt. Ved at aflevere elektronik til genbrug sikrer du, at disse materialer håndteres ansvarligt og sikkert.

Foto: Retur