Nyhedsbrev

Pressemeddelelse: Kærlige svinere skal få os til at indlevere de brugte batterier

Kærlige svinere skal få os til at indlevere de brugte batterier

I Danmark indleverer vi 0,44 kilo batterier pr. indbygger til genanvendelse hvert år. Selvom det kan lyde af meget, er det kun halvdelen af den samlede mængde. Samtidig viser en ny undersøgelse, at 810 tons batterier hvert år havner i vores skraldespande eller i ’småt brændbart’ på genbrugspladsen og derfor ender med at gå op i røg på forbrændingen. Det kan vi gøre bedre, og derfor kommer Elretur med en ny kampagne, hvor Bodil Jørgensen giver os nogle kærlige svinere.

Rundt om i landet er der stor forskel på, hvor mange brugte batterier der bliver indleveret til genanvendelse. Det landsdækkende gennemsnit i 2020 er 0,44 kilo batterier pr. indbygger. København ligger over med 0,52 kilo, mens Aarhus ligger på 0,32, Aalborg på 0,42 og Odense på 0,36. Men Danmarks bedste kommune er Lolland, hvor 0,86 kilo brugte batterier bliver indleveret pr. indbygger. På 2. pladsen er Hjørring med 0,78 kilo, og 3. pladsen indtages af Fredensborg med 0,76 kilo.

”Det er en kompliceret udfordring at indsamle brugte batterier, og der er mange faktorer, som spiller ind. Kommunerne gør en kæmpe indsats, og det gør bogstaveligt talt en tonstung stor forskel,” siger Morten Harboe-Jepsen, direktør i Elretur.

I 2020 købte vi sammenlagt 5.057 tons batterier, mens 2.655 tons brugte batterier blev indleveret til genanvendelse, hvilket svarer til 53%. Men hvor bliver resten så af? En ny analyse, som Econet har lavet for Elretur, viser, at 400 tons batterier hvert år bliver smidt ud sammen med husholdningsaffaldet, og at 410 tons batterier bliver smidt i ’småt brændbart’ på genbrugspladsen. Men en del af de brugte batterier ligger simpelthen bare derhjemme i skuffen eller i en gammel kasse.

”Selvom vi er godt på vej, så skal vi blive endnu bedre til at sortere vores brugte batterier rigtigt og sørge for at få dem afleveret. Batterier indeholder en masse sjældne råstoffer, der er vanskelige at udvinde fra naturen, så derfor venter der en stor miljømæssig og økonomisk gevinst, hvis endnu flere batterier bliver sendt til genanvendelse,” siger Morten Harboe-Jepsen, direktør i Elretur.  

Send en kærlig sviner til én du holder af

Vi danskere ved godt, at det er noget nær en borgerpligt at sortere og aflevere batterier til genanvendelse. Derfor tror man i Elretur ikke på løftede pegefingre, men ser i stedet humor og satire som en god vej til at give os den ekstra påmindelse, der kan være med til at gøre forskellen, så vi lige får husket batterierne. Til at give os denne påmindelse har man igen allieret sig med skuespiller Bodil Jørgensen, der med knastørre oneliners sætter sin ”mand” Claes på plads, når han ikke lever op til forventningerne – på trods af, at han som rigtig mange danskere går op i grøn omstilling og bæredygtighed. Og hvis man kender en, der som Claes godt kunne trænge til en opsang i form af en kærlig sviner, har Elretur fået lavet en række korte sekvenser med Bodil Jørgensen, som man kan sende til hinanden.

”Bodil Jørgensen er måske den bedste i Danmark til at blande tåkrummende satire med voksen-skældud. Problemstillingen er alvorlig nok, tag ikke fejl af det. Men vi tror på, at vi når meget længere med humor end med løftede pegefingre. Og vi er taknemmelige for, at Bodil nok engang har sagt ja til at hjælpe os,” siger Morten Harboe-Jepsen.

Udvalgte kærlige svinere der kan deles

I Kampagnen tages en række temaer op, herunder:

Eksempel på kærlig sviner, dyrenes ven: [lyden af en hund, der gør] – Hvor fanden er den henne? … Altså, hvis det stod til mig, så skulle lorten op i hunden, hunden ind i bilen og bilen ud af byen. Men vigtigst af alt, batterierne skal til genbrug. NU!

Eksempel på kærlig sviner, økologi: – Ajj, hvor har vi hørt meget om dit øko-frelste selvforsyner-liv. Men hvis du vil huske lidt mere på batterierne, så skal jeg personligt komme og skide i din kompostbunke og få den til at blomstre, inden du kan stave til bonderøv.

Link til alle kærlige svinere: https://elretur.dk/farvel-batteri/ 

Afleveringsmuligheder i din kommune

Hvordan du skal sortere og aflevere dine brugte batterier, kommer an på flere forskellige ting, herunder bopælskommune og boligform. Dog kan du altid tage dine batterier med på genbrugspladsen. Klik på dette link, hvis du vil vide mere om mulighederne i din kommune: https://elretur.dk/farvel-batteri/ 

Faktaboks: Derfor skal batterier genanvendes

  • Brugte batterier er skadelige for naturen
  • Du er med til at sikre, at nyttige råstoffer som jern, mangan og tungmetaller bliver genbrugt
  • Hvis de ender i din skraldespand, bliver de brændt, og de gode råstoffer går tabt
  • Batterier, der afleveres, bliver sendt til anlæg, hvor råstofferne bliver udvundet og genanvendt

Baggrund om indsamling af batterier

For yderligere information

Om Elretur

Elretur er Danmarks største kollektivordning, som repræsenterer mange forskellige brancher og virksomhedstyper. Vi håndterer producentansvaret for elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) samt batterier på vegne af vores mere end 850 medlemmer.

Elretur er en non-profit organisation og sørger for ansvarlig og omkostningseffektiv indsamling og håndtering af ca. 80 procent af det elektronik- og batteriaffald, der afleveres på landets genbrugspladser.