Nyhedsbrev
7 gode råd til dig og din virksomheds genbrug

7 gode råd til dig og din virksomheds genbrug

Den genanvendelige guide om elektronik og batterier

7 GODE RÅD

Siden du sidder med denne guide i hånden, forestiller vi os, at du arbejder i en virksomhed, som producerer eller importerer elektronik og/eller batterier. Du og din virksomhed ved naturligvis mest om jeres produkter og processer. Det gælder sandsynligvis også de krav, som danske myndigheder stiller til din virksomhed og branche. Efter al sandsynlighed er du og dine kolleger forpligtet til at indsamle, genbruge, genanvende eller miljøansvarligt bortskaffe jeres produkter, når de er udtjente. Samtidig skal I lade jer registrere hos Miljøstyrelsen og regelmæssigt levere informationer om mængden af produkter, som I bringer på markedet og om jeres håndtering af de gamle produkter. Det kan måske virke lidt uoverskueligt for nogle. Men der er hjælp at hente. Du kan indgå en aftale med en kollektiv ordning som Elretur. Vi er en non-profit-forening, der hjælper vores 800 medlemsvirksomheder med at genbruge, genanvende og bortskaffe deres gamle elektronik. Samtidig får du og dine kolleger hjælp og vejledning til at håndtere kontakten med myndighederne. Husk! Det er også en stor fordel for dig at være på forkant med den bæredygtige dagsorden. Her følger syv gode råd til dig og din virksomheds genbrug.

GENBRUG GIVER FORRETNINGSMULIGHEDER

Hvem er imod genbrug? Ingen. Heller ikke dine kunder, dine samarbejdspartnere eller verdenssamfundet for den sags skyld. Genbrug er en megatrend. Genbrug og genanvendelse er ikke besværligheder, men muligheder. En bæredygtig virksomhed tiltrækker flere dygtige medarbejdere, får flere kunder og får bedre muligheder for at drive forretning. Som medlem af Elretur får du vores medlemscertifikat. Certifikatet viser dine kunder og samarbejdspartnere, at du og dine kolleger gør noget for at sikre reparation af produkter, genanvende knappe råstoffer og spare miljø og klima for al den CO2, som udvinding af nye råstoffer kræver. Medlemscertifikatet sender et stærkt budskab, som dine medarbejdere, kunder og offentligheden kan indskrive sig under. Et budskab som styrker din forretning.

1. LAV EN BÆREDYGTIG EMBALLAGESTRATEGI

Måske har du og dine kolleger 100% styr på genbrug og genanvendelse af jeres gamle produkter. Men lige om hjørnet venter nye regler for håndtering af jeres produktemballage. Kom foran allerede nu. Emballagen bør så vidt muligt være af genbrugsmaterialer. Det lyder banalt, men mange har endnu ikke øje for at gøre indpakningen bæredygtig. Gør det også nemt for dine kunder at genanvende jeres emballage. Skriv på emballagen hvordan kunderne skal sortere det, når de vil af med indpakningen. Emballagen er ideel til at kommunikere genbrug med jeres kunder.

Hvor meget emballage skal I bruge? Emballagen er jo til for at beskytte jeres produkter på vejen ud til kunderne. Men vi ser ofte et overforbrug af emballage. Det er ærgerligt. Både for miljøet, men også for jeres omkostninger. Selv små reduktioner i emballagemængden kan gøre en stor forskel på den samlede mængde indpakning, som skal genbruges. Og det vil sandsynligvis også smitte positivt af på jeres bundlinje at nedbringe emballageforbruget. Sæt en gruppe medarbejdere sammen for at vurdere jeres nuværende og fremtidige emballageforbrug. Og kontakt os i Elretur, hvis I har brug for gode input.

2. TÆNK GENBRUG IND I PRODUKTDESIGNET

Her har du og dine kolleger virkelig mulighed for skille jer ud. Brug genbrugsplast til plastdelene i produkterne og brug tid på at overveje, hvordan I kan sænke produkternes energiforbrug. Hvis I allerede er stærke her, så skal I huske at fortælle jeres kunder om det. Særligt hvis der ikke er energimærkninger indenfor jeres produkter. Genbrug, genanvendelse, energibesparelser og miljøansvarlighed er et grundlag for at drive forretning. Men også væsentlige budskaber til jeres kunder og samarbejdspartnere. At producere kvalitetsprodukter og samtidig optræde miljøansvarligt og bæredygtigt er en hjørnesten i den succesfulde virksomhedsfortælling. Design jeres produkt, så det er let at genbruge materialerne.

Komponenterne i nogle elektronikprodukter kan være vanskelige at skille ad, og de sinker processerne og reducerer mængden af råstoffer fra jeres gamle elektronik, som vi kan udvinde og genanvende i nye produkter. Nogle gange er der en god grund til dette fx sikkerhed, andre gange er det bare gammel vane, så måske kan I gøre jeres produkter lidt nemmere at skille ad. Bruger I kompositmaterialer i jeres produkter? Det har også betydning for vores muligheder for at genbruge materialerne efterfølgende.

3. TÆNK MATERIALEADSKILLELSE IND I JERES PRODUKTDESIGN.

Kan du yderligere forbedre brugerens muligheder for at reparere produktet, når det går i stykker? Enten ved at gøre det let for kunden selv at udskifte komponenter eller ved at gøre adgangen til reservedele og produktservice endnu lettere? Hvis det ikke er tilfældet i dag, så overvej om det ikke skal være en målsætning for næste version af produktet. Miljøet, klimaet og kunderne vil takke dig.

4. GIV FORBRUGEROPLYSNING

Allerede i dag stiller myndighederne minimumskrav til din oplysningspligt overfor dine kunder. Men hvorfor ikke gå lidt videre og være foran? Kravene bliver ikke mindre med tiden. Lav en god guide til dine kunder om, hvordan de skal sortere dit produkt. Mange bliver usikre, hvis produktet består af flere forskellige komponenter. Og husk at understrege, at gamle batterier skal adskilles fra produktet og i sin særlige beholder på genbrugspladsen eller i ”farligt affald beholderen” derhjemme. Kontakt os i Elretur, hvis I har brug for faginput udefra eller ønsker at bruge noget af vores informationsmateriale, så I ikke selv skal opfinde den dybe tallerken.

5. GENBRUG GIVER GLADE MEDARBEJDERE

Hvordan får du medarbejdere, som er glade for og stolte af deres arbejdsplads? Der er mange måder, og en god vej at gå er at aktivere din kolleger i genbruget og genanvendelsens tjeneste. Som medlem af Elretur, bliver du også med afsender på et kampagneunivers, hvor vi i fællesskab arbejder for at få alle danskere til at genbruge mere, sortere bedre og at aflevere udtjent elektronik og batterier til indsamlingsordninger eller på genbrugspladsen, hvor de hører til. Genbrugsaktiviteter er også oplagte til at aktivere dine kolleger. Lav en batteri indsamlingsdag, brug de sociale medier aktivt til at hylde de medarbejdere, der gør det bedst. Præmier de af jeres kunder, der tænker bedst muligt i genanvendelse og genbrug. Få den lokale børnehave til at illustrere jeres bedste genbrugs- og genanvendelsesråd. Udnævn medarbejdernes børn til ”genbrugere” og bed dem om ideer til, hvad man kan bruge jeres gamle produkter til.

6. TAG ANSVAR

Tag dit ansvar og vis det for omverden. Producerer eller importerer I elektronik og/eller batterier, så husk at register jer i Miljøstyrelsens producentregister og tilmeld jer en kollektiv ordning som Elretur, der sørger for at indsamle, genbruge, genanvende og bortskaffe dine udtjente produkter miljøansvarligt. Så er du sikker på, at I overholder reglerne. Du får samtidig Elreturs medlemscertifikat som bevis på, at du genbruger så meget som muligt af dine gamle el-artikler.

7. FÅ RÅD HOS FAGFOLK

Mange virksomheder har de bedste intentioner, men er indimellem i tvivl om, hvordan de optimerer genbrug og genanvendelse af de gamle produkter. Er du medlem af Elretur, kan du altid kontakte os for at få faglige indspark. Vi har endvidere et meget stort fagligt netværk, så vi altid kan guide dig den rigtige retning, hvis du har nogle særlige udfordringer med genbrug, genanvendelse eller bortskaffelse i din virksomhed.